<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-5WP7RW4 height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>
    Princippet er i store træk, at grisene bliver behandlet som de grise, bondemanden i gamle dage lavede til eget forbrug. Det var gårdens forkælede grise, der havde mere plads, mere foder og mere halm og var større og federe end gårdens andre grise. De smagte også bedre

    Her bor 1400 granvoksne søer

    Ældgammel slægtsgård tænker man på vej op ad lindealleen til den lukkede gårdsplads med en hvidmalet bænk, henkastet legetøj i hjørnet og en galopperende springerspaniel, der som et lyn har indhentet lyden af bil. Men slægtsgård er et helt forkert bud.

    Far var post, mor var funktionær hos kommunen, ingen i familien havde tilknytning til landbrug, da den 24-årige Brian Kofoed i 2003 købte St. Muregård på det nordlige Bornholm og blev familiens første landmand.

    Loui, som hunden hedder, udgør gårdens velkomstkomité. Andre er travlt beskæftiget med computere på kontoret og med arbejdet i staldene bag den gamle gårdsplads. Staldbygningerne optager et areal som en mindre landsby og huser 1400 granvoksne søer, der tilsammen leverer 1200 nye bornholmergrise om ugen.

    Særlige evner for grisepasning

    Som ung landmand med baggrund i en familie uden landbrugserfaring var han overbevist om, at han kunne skabe noget unikt. Han var ikke bundet af traditioner og konventioner, og han havde lært om sig selv, at han havde særlige evner for grisepasning. Lidt tilfældigt havde han efter 9. klasse fået job i en grisestald. Det var hårdt fysisk arbejde med håndfodring og mugning i stalden. Han tog sig tid til det. Man var først færdig, når man var færdig.

    Resultaterne kunne vejes og måles i god økonomi til arbejdsgiveren. Brian Kofoed blev en eftertragtet svinepasser, der efterhånden selv kunne fastsætte sin løn, og banken var til at tale med, da han ville købe gård. På det tidspunkt havde han taget en HD i ledelse på aftenskole og var ved at være færdiguddannet som landmand og agrarøkonom.

    Man kan godt sige, at jeg havde flair for grise. Jeg interesserede mig oprigtigt for dyrenes ve og vel, og jeg var god til at læse dem
    - Brian Kofoed

    Brian Kofoed er svineavler

    Brian Kofoed driver en svineproduktion, der kører som et urværk. Nye drægtige søer sættes ind i farestalden i den ene ende af produktionen, mens grise 30 kilo tunge og ca. 12 uger gamle hentes ud i den anden ende og sendes videre til andre bornholmske landmænd, som gør grisene færdige til slagtning. Det sker efter samme koncept som hos Brian Kofoed. Grisene vokser, til de vejer ca. 110 kilo. Vægten har de nået, når de er ca. et halvt år. Så sendes de til slagteriet i Rønne. Bornholm er en lille ø, og derfor er der fra alle Bornholmergris-gårde kort transporttid.

    Hvis velfærd kan måles på ro, har de det godt, de grise, vi møder på staldvandringen. Søerne med et dusin grise diende på siden skæver op til de besøgende og tager sig ikke af, at en enkelt gris bliver løftet op og klappet på det silkeglatte, lyse skind. Grisenes sundhedstilstand fylder meget i arbejdet med dem, og i de kommende måneder vil der blive holdt grundigt øje med alle smågrise, så man sikrer, de vokser, som de skal og er sunde og raske.  Mugning og strøelse af halm er automatiseret.

    Ingen halekupering eller bundne søer

    I 2018 var Brian Kofoed med til at indgå aftale med Coop om, at der skulle indføres nye velfærdsforbedringer for BORNHOLMERGRISEN. Brian Kofoed fik derefter udbygget staldene med 3000 kvadratmeter. Det betød, at svinene fik 30 procent mere plads. Søerne blev løsgående. Halekupering blev stoppet, så grisene i dag har krølle på halen.

    "Smågrisene dier længere hos soen end konventionelle grise, og den længere dietid gør dem mere robuste" - fortæller Brian Kofoed

    Løsgående søer udlever deres naturlige instinkter og forsvarer og passer godt på deres grise. Men de kæmpestore søer på hver 250 kilo kan også være en udfordring, netop fordi de følger deres instinkter og beskytter deres afkom. Der kan opstå tumult blandt så mange store løsgående søer, hvis nogle bliver skræmte og kommunikerer deres uro til andre. I dag er de mest urolige søer sorteret fra. Der er også sørget for flere udgange for staldpersonalet, så man hurtigt kan komme væk, hvis der skulle opstå aggressivitet hos søerne.

    Vi har måttet revidere mere, end vi troede, da vi startede, vi vidste ikke, hvor stor en forandring det ville være, at søerne blev løsgående. Men jeg kunne slet ikke forestille mig at vende tilbage. Så ville jeg hellere stoppe helt. Jeg kan se på dyrenes trivsel, at de er meget tættere på et liv, der er naturligt for dem, end de var før